Naturvandrerne i Rebild
…er en forening af glade vandrere, som et par gange om ugen mødes for at vandre en tur i samlet flok i den skønne himmerlandske natur.
Medlemmerne er overvejende pensionister. Vi er delt i to grupper – Onsdagsholdet, der, som navnet antyder, vandrer om onsdagen, og Torsdagsholdet, som går om torsdagen. (Der er ikke mødepligt). Derudover kan begge hold gå om mandagen.
En mindre del af torsdagsholdet udgøres af det såkaldte ‘hyggehold’, som ikke går så langt som det øvrige hold, og heller ikke så hurtigt. Det udgøres hovedsagelig af folk, som pga. almen svækkelse eller sygdom (kronisk eller kortvarig) ikke kan klare så meget.
Turene er på eget ansvar.
Mandagsturen er normalt 7-9 km og onsdags- og torsdagsturene normalt 5-8 km.
Ruten planlægges af bestyrelsen, og turen ledes af en af bestyrelsen udpeget person.
Alle ture starter kl. 10 fra Kulturstationen i Skørping. Enten går vi i skoven omkring Skørping, eller vi fordeler os i de forhåndenværende biler og kører til et andet naturskønt sted og går derfra. I så fald vil det fremgå af turplanen, hvor man skal parkere, så medlemmer, der ikke bor i Skørping, kan køre direkte dertil.
Turene afsluttes med en kop kaffe, enten i Verandaen på Kulturstationen eller, når vejret tillader det, et sted ude i det fri.
En gang imellem er der medbragt smørrebrød el.l. (mod ekstra betaling).

Ventelisten:
Desværre er vi ind imellem (dog ikke for øjeblikket) nødt til at lukke for tilgang af ny medlemmer – dels fordi der ikke er plads til mere end 40 personer ad gangen i ‘Verandaen’ og dels fordi de private skovejere ikke alle steder tillader for store grupper at gå i skovene.
Kontakt kassereren for oplysninger om den aktuelle ventelistestatus!
Andre ture:
Lejlighedsvis arrangerer foreningen en uges ferietur til andre dele af landet eller til udlandet, som regel i samarbejde med et busrejseselskab.
Andre ture kommer også på tale, fx. med en enkelt overnatning.
Økonomien:
Kontingentet er p.t. 200 kr. om året. Der betales ikke for den enkelte tur.
Hvis der er bilkørsel med i turen, betales ved kortere ture 10 kr pr. passager til den, der lægger bil til. Ved længere ture betales 20 kr, og desuden betaler foreningen en godtgørelse til chaufføren. Hvornår en tur er længere, afgøres suverænt af bestyrelsen (som hovedregel 25 km hver vej)
Kontakt os